Indavl / Linieavl
Begrebet indavl defineres som:
"avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit".
Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.
Definitionen på Linieavl er: "Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane".
Ofte drejer det sig om en hanhund, men der kan også drives linieavl på tæver. Det er vigtigt at understrege, at linieavl også er indavl - og derfor medfører de samme ulemper som beskrives under indavl.
Graden af slægtskab mellem forskellige individer angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50 % fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50 %.
Tabel 1. Eksempler på graden af slægtskab mellem familiemedlemmer.
Slægtskabet mellem en hund og dens: Grad (%)
Bedsteforældre 25 % Forældre 50 %
Helsøskende 50 %
Halvsøskende 25 %
Fætter/kusine 12,5 %
Graden af slægtskab bruges til beregning af indavlsgraden. Beregningen vil ikke blive gennemgået her, da det hurtigt bliver temmelig kompliceret.
Hvis du gerne vil vide hvordan indavlskoefficienterne på hundeweb bliver beregnet, kan du læse om det i denne artikel (på norsk) - Beregning af indavl, beskrevet af Astrid Indrebø, fra bogen "Genetik, Avl og Oppdrett", NKK 2005
Man kan vælge at opstille retningslinier for, hvor høj grad af indavl man vil acceptere indenfor en given race. Som hovedregel bør man ikke parre tættere end fætter/kusine (indavlsgrad på 6,25%).
Tabel 2. Eksempler på indavlsgrader ved forskellige parringer.
Parring af en hund med en af nedenstående slægtningen giver en indavlsgrad hos afkommet på:
Parring af en hund med dens: | Giver en indavlsgrad hos afkommet på: |
Fætter/Kusine | 6,25% |
Tante/Onkel | 12,5% |
Bedsteforældre | 12,5% |
Halvsøskende | 12,5% |
Helsøskende | 25% |
Forældre | 25% |
Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte egenskaber i racen.
Ved en parring mellem beslægtede individer har opdrætteren nemlig ofte større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af at antallet af forskellige gener reduceres - dvs. en del af den genetiske variation går tabt.
Når man parrer nært beslægtede individer, stiger sandsynligheden nemlig for at afkommet modtager det samme gen fra både sin far og sin mor.
Alle individer indeholder et vist antal defekte gener, der kan videregive uheldige egenskaber, f.eks. sygdom. Defektgener er ofte recessive, dvs. de bliver først synlige, når et individ får dem i dobbelt dosis -- altså et fra faderen og et fra moderen. Hvis faderen og moderen er i familie med hinanden, er sandsynligheden for at de bærer samme defektgener større.
lndavl skaber ikke defektgener, det bringer dem bare frem i lyset, hvis de allerede er skjult tilstede i populationen.
Det skal her pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere! Forudsætningen for at have succes, er at man virkelig kender sit avlsmateriale. Det er vigtigt at man kender individernes baggrund --deres fordele, og ikke mindst deres ulemper. Det man ønsker er jo at fordoble de positive egenskaber. Det man risikerer er imidlertid, at også de negative egenskaber fordobles, med uoverskuelige følger for sundhed og temperament. Derfor må man spørge: Er det f.eks. risikoen for sygdom værd at forsøge at stabilisere en korrekt ørestilling via indavl?
Længere tids indavl vil desuden medføre en såkaldt "indavlsdepression", der betyder at frugtbarhed og livskraft nedsættes. Der ses flere tomme tæver, færre hvalpe i kuldene, større hvalpedødelighed og nedsat sædkvalitet hos hanhundene.
Beregning af indavlsgrad på hundeweb er baseret på de seneste 3 generationer, såfremt data på hundene findes i vor database.
På "Udvidet Stamtavle" på fanebladet "Stamtavle" kan du se indavlsgraden for 3, 4, 5, 6, 7 eller 8 generationer.